Romsmagning og 100 points skalaen til Rom

Rom klar til smagning. Foto: Johnny Drejer
Rom klar til smagning. Foto: Johnny Drejer

100 points skalaen er vanskelig at anvende på rom. Den er udviklet af Robert Parker Jr.  til bedømmelse af vin. Rom Thomsen har pointgivet mange rom point på sin web, og det virker fint, men der mangler nok en beskrivelse af hvordan pointene er fremkommet. Jeg vil derfor introducere et forslag til hvordan 100 points skalaen anvendes på rom og til romsmagning.

Parkers 100 points skala

Det er egentlig kun en 50 points skala idet den starter på 50 point bare fordi der er noget i glasset – positiv start 😉

Vin får resten (op til 50 point) tildelt på følgende måde:

  • 5 point for sit udseende
  • 15 point for sin duft
  • 20 point for sin smag
  • 10 point for sit udviklingspotentiale  eller helhedsindtryk

Det synes jeg ikke passer til rom, hvorfor?

Udseendet er ofte (altid?) reguleret af tilsætningen af karamel, hvorfor det ikke giver mening at point give farven, altså 0 point her.

Duften er for mig det springende punkt. Master Roneroen bruger normalt kun duften til at sammensætte sin rom, men for os andre dødelige er det svært at dufte til spiritus og få en god ide om indholdet. Her kan altså gives indtil 5 point.

Smagen er for mig det vigtigste når jeg smager rom. Her skal deles point ud, altså op til 25 point.

Parker giver umiddelbart ikke point for eftersmagen. Når det gælder rom opfatter jeg eftersmagen som en stor kvalitet der forøger nydelsen, altså op til 10 point. Det er måske lidt for meget, men en pointskala skal være nem og huske så det med Max. 7 eller 8 point duer ikke.

De sidste 10 point giver Parker for udviklingspotentiale og helhedsindtryk. Udviklingspotentiale giver ikke mening for spiritus på glasflaske hvor udviklingen er stoppet. Helhedsindtryk og WOW effekt giver dog god mening for mig, derfor optil 10 point (så kan man jo give et par ekstra point hvis duften er sublim).

Hvad kommer der ud af Parkers 100 points skala?

Lad os se lidt nærmere på det. I Gastro har jeg fundet denne fine beskrivelse:

Parker har imidlertid opfundet sin egen beskrivelse til de enkelte intervaller:

Vine i intervallet 90-100 beskrives som ’outstanding’ og ’the very best produced for their type’.

  • Dem med mere end 95 er ’extraordinary’.
  • 80-89 er ’very good’.
  • 70-79 står for en gennemsnitlig kvalitet, de er behagelige, ligefremme vine, som mangler kompleksitet, karakter og dybde.
  • Under 70 er vinen ubalanceret, fejlbehæftet, kedelig eller udvandet.

Det giver en meget god ide om, hvor vi skal lande med hensyn til rom.

  • 100-96 Sublime og helt ekstraordinære rom
  • 95-90 Fantastiske rom
  • 89-80 Virkelig gode rom (det er nok her mange af de rom vi holder af vil lande)
  • 79-70 Behagelige og ligefremme, mangler kompleksitet og karakter.
  • Under 70 point uinteressante eller fejlbehæftede

“Hansens 100 points skala for rom”

50 point fordi der er rom i glasset 🙂

Duft (maksimalt 5 point):

  • 5                      Særlig god og karakterfuld duft
  • 4-3                 Behagelig duft med karakter
  • 2-0                 Svag eller ingen duft

Smag (maksimalt 25 point):

  • 25-21             Særlig god smag
  • 20-11             God smag
  • 10-0                Ordinær smag

Eftersmag (maksimalt 10 point):

  • 10-8               Lang og god eftersmag
  • 7-4                  Mellemlang og behagelig eftersmag
  • 3-0                  Kort og lidt kedelig eftersmag

Yderligere op til 10 point for helhedsindtryk og WOW effekt.

Så har vi nået 100 point. 😀

Du må meget gerne dele denne artikel med andre, og jeg er meget taknemmelig for kommentarer og forslag. På forhånd tak.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

fourteen − 10 =

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.