Peberbøf serveret med Vintage Portvin
Peberbøf serveret med Vintage Portvin er en af mine gamle kæpheste. En scoremiddag par excellence. Peberbøf er i hvert fald en herlig ret – prøv og lave den!
Vintage Portvin
Vintage portvinen bør være ung, så den har kraft, god syre og meget frugt. Når Vintage portvin aldres tænker jeg, at frugt og syre bliver til blødhed og sødme. Vintage Portvin til Peberbøf må ikke være for sød. Lige nu er der Vintage Port fra 2011 i handlen. Ud over at være et fantastisk år hvor Isabella blev født, er det et fremragende Vintage år. Vi har afprøvet et par stykker og indtil videre er 2011 Krohn Vintage Port, Wiese & Krohn, fra Erik Sørensen Vin vores favorit.
Desværre er Vintage Portvin blevet ganske eftertragtet igen, og priserne er ikke så venlige mere.
Andre portvins typer bør næppe serveres til Peberbøf.
Peberbøf serveret med Vintage Portvin
Ingredienser til Peberbøf (4 personer):
- 4 store bøffer gerne af Entrecote. Oprindeligt lavede jeg retten med oksemørbrad.
- ca. 20 grønne Madagaskar peberkorn
- 1 godt skvæt Cognac
- 1 dl. god oksebouillon
- 1/4 l piskefløde
- 2-3 spsk. Cremefraiche
- smør til stegning
- salt
Fremgangsmåde Peberbøf:
Porrene lukkes på kødet ved at komme bøfferne på en varm og tør pande i ca 30 sekunder på hver side .
Bøfferne tages af panden og krydres med de knuste peberkorn og salt.
Smørret kommes på panden og bøfferne steges på panden til de er som man foretrækker.
Lige før bøfferne er færdig stegte hældes et godt skvæt cognac på panden og bøfferne flamberes.
Bøfferne tages af panden og holdes varme under folio mens sovsen laves.
Bouillonen koges af på panden og fløden tilsættes. Cremefraiche røres forsigtig i sovsen så den ikke virker skilt.
Sovsen smages til med grøn Madagaskar peber og salt.
Så er der serveret!
Vintage Portvin i store rødvinsglas
Peberbøf på tallerkenen
Tilbehør i form af Sure Bønner eller en tomatsalat med fransk dressing.
Råstegte kartofler i ovnen med hvidløg
Det kan ikke gå galt!!!!!