Brudte nytårsforsæt
Året starter for mange med et nytårsfortsæt, det kan bl.a. ses i tilbudsavisernes udbud, og på cykelstierne hvor mange kaster sig ud i vintercykling – tiden er inde til brudte nytårsforsæt.
De første brudte nytårsforsæt.
Som de fleste af os har erfaret, er det svært at holde nytårsforsættene. De første storm- og regnfulde dage her i januar har allerede taget deres told af nytårsforsæt som nybagte vintercyklister.
Jeg havde egentligt ikke noget nytårsfortsæt, men en af de første dage af året kom min juicepresser frem af skabet. Den egentlige grund var at Rema 1000 solgte 1 kg. gulerødder for 1 krone (de havde nok fået leveret alt for mange), og jeg tænkte du kunne være hyggeligt for mig og Isabella at lave noget juice. Jeg fik set den DVD der i sin tid fulgte med maskinen, og fik lyst til at eksperimentere med at lave juice af frugt og grøntsager – det skader jo heller ikke, at det kunne være sundt.
Vi har fået lavet en masse forskellig juice. Det smager vanvittigt godt, er sjovt at lave sammen med Isabella, og man føler sig faktisk godt tilpas, hvis man starter morgenen med et glas frisklavet juice.
Hvad har det så at gøre med brudte nytårsforsæt?
Pludseligt for en djævel i mit sind. Jeg er blevet interesseret i cocktails baseret på rom, og her var en åbenlys mulighed for en ny cocktail.
Navnet er givet ”Brudte nytårsforsæt”. Men det klinger ikke god på engelsk, så måske bare ”New Year’s resolution”
Så var det det med indholdet – der skal være noget stærkt, noget sødt, noget surt og måske lidt bittert til at give karakter. Det må også gerne være noget der ikke er helt hen i vejret, når det gælder årstiden.
Hjælpen kom fra Nettos tilbudsavis. I Netto havde de (som alle de andre supermarkeder) fokus på økologiske produkter, Netto havde tilbud på økologiske citroner og appelsiner. Det søde skulle selvfølgelig komme fra gulerødderne.
Opskriften faldt så at sige ned i min turban.
Juice til 3 cocktails:
8-10 mellemstore gulerødder
3 økologiske appelsiner hvor det meste af skallen er pillet af.
1/4 – 1/2 økologisk citron
2 cm frisk ingefær
Det hele flænses i juicepresseren og tilsættes
6 isklumper
9-12 cl rom
Så er der serveret 3 stk. ”Brudte Nytårsforsæt”
Det har naturligvis sat gang i udviklingsafdelingen hos Piphansen. Der arbejdes på en passende cocktail til rom drengene, så vi kan klare indtaget af grøntsager allerede i forbindelse med velkomstdrinken.
Hej Lars
Jeg er blevet inspireret. Jeg har aldrig været godt til at få morgenmad. Er aldrig sulten om morgenen. Der er jo nogle der siger det er det vigtigste måltid på dagen (det kan ikke være rigtigt der er jo sjældent sovs til morgenmad) men okay det vil være godt at blive skudt igang af andet end koffein. så her står den fremover på frisklavet smoothie baseret på dagens frugt (læs: hvad man nu har).
jesper